Om os

Vi er en dansk-katalansk familie, Lluís, Pil, Lau og Ona. Efter at have boet i Barcelona og derefter ti år i København, overtog vi i 2022 Lluís’ barndomshjem i Alcanar, med tilhørende værksteder og gårdhaver. Vi deler hus med Lluís’ mor, og vi deler gaden og fritiden med kusinerne. Vi taler alle fire katalansk, spansk og dansk, og vores hverdag og hjem er et kulturelt miks, der – ligesom vores sprog – flyder ind og ud mellem hinanden. Vi har siden overtagelsen af huset arbejdet og ryddet op i flere generationers arbejdsplads og minder, for at gøre stedet til vores eget. Vi arbejder på tilblivelsen af et kulturhus, vi kalder Atzavara.

Lluís har en ph.d. i kunstig intelligens fra DTU i Lyngby. Han arbejder som gymnasielærer og har altid gang i projekter i værkstedet. Pil er uddannet fotograf og pædagog og arbejder på naturskolen i Deltaet (Delta de l’Ebre), hvor hun underviser katalanske skoleklasser i naturbeskyttelse. Derudover samarbejder hun med danske rejsebureauer, hvor hun tilbyder kultur- og vandreture.

Lau og Ona går på den lokale lilleskole, og gennem dem har vi fået en fantastisk indgang til vores nye fælles kultur – og et stærkt netværk af skønne mennesker.

Scroll al inicio